Så er Richard Mærsk endelig ude af dokken, vi forlod dokken mandag og sejlede ud og ligge for anker i nærheden af Setúbal. Der skal vi så bunkre inden vi sejler til Rotterdam.
Tirsdag ankom Mikkel og Jeppe om bord, to nye kadetter som skal være her til en gang midt i December. De er begge fra holdet efter Rasmus og jeg, Richard Mærsk er deres andet skib i anden sejlperiode. De troede indtil sidste øjeblik at de skulle ud på Mærsk Attender (Supply), men de fik altså Richard Mærsk i stedet for.
Med friske nye kadetter om bord gik vi ind i den sidste fase af dokken hvor alt skal gøres færdigt inden vi kan sejle ud. Nye opgaver blev dog ved med at dukke op og siden tirsdag har der konstant været en eller flere kadetter beskæftiget med overhaling af en master ventil fra dækket. Planen er at de alle sammen skal overhales, jeg håber dog at de planer ændres, ellers er der arbejde til Rasmus og jeg skal hjem. Ventilerne har aldrig været af før og boltene er rustet fast, af de 8 bolte der sad skruet ind i ventilen fik vi 1 ud, de sidste syv har vi været i gang med at bore ud i 2 hele dage nu.
Det ser ikke ud til at skibet vender tilbage til normal tilstand lige forløbig. Der mangler stadig meget rengøring og oprydning efter dokken. Derudover har vi heller ikke fået nogen lastrejse endnu så der er ikke så meget tidspres. Skibet er i gang med at blive gjort sødygtigt, alt skal surres og dæksler skal tilbage på tankene.
Siden lørdag har vi været uden air condition fordi værftet ikke kunne levere nok kølevand til at vi kunne have kompressoren kørende. Air conditionenen er dog kommet op at køre igen nu så temperaturen er ved at være tilbage til normal tilstand.
Jeg har også fået løbet lidt, ikke helt så meget som jeg gerne ville men det er blevet til 3 løbeture i sidste uge. Det var alt for denne gang, jeg vender tilbage hvis vi får nogle interessante havne.